(DK) Skatteforhold til årsregnskabet i selskaber

Herunder kan du se, hvad øvrige oplysninger til årsregnskabet i selskaber indebærer

I denne artikel får du hjælp til at udfylde punktet øvrige oplysninger i vores årsregnskabsmodul, hvis du har et selskab.

Har du haft skattemæssigt underskud fra tidligere regnskabsperioder?

Når du svarer på dette spørgsmål, så skal du tage stilling til, om selskabet har haft skattemæssigt underskud i tidligere regnskabsperioder, som kan modregnes i den fremtidige skattepligtige indkomst. Hvis det er selskabets første regnskabsår, eller hvis der ikke har været underskud i tidligere perioder, kan du roligt indtaste 0 i feltet. Hvis der har været underskud i tidligere perioder, så er det nødvendigt at gå ind og tjekke de indberettede tal hos SKAT, da de skal indgå i beregningen af skat for året. Du kan tjekke om du har underskud, der kan fratrækkes i et eventuelt overskud ved at følge disse trin:

  • Gå ind på skat.dk og klik derefter “Log på” i højre hjørne, hvorefter du logger på Erhverv med virksomhedens NemID
  • Klik på Skat for selskaber m.fl.
  • Klik på Selskabsskat
  • Klik på Selskabsskat
  • Vælg Oplysningsskema (Selvangivelse) i venstre sidemenu
  • Vælg dit seneste indkomstår som du har indberettet + Skift visning
  • Klik på Vis selvangivelse

I felt 085 kan du se den akkumullerede underskudssaldo, som kan anvendes i år.

Har du betalt acontoskatter vedrørende dette indkomstår?

Acontoskat betyder forudbetalt selskabsskat og er vigtig viden for Menetos årsregnskabsteam ift. at beregne den endelige skyldige selskabsskat (såfremt du har overskud i dit selskab). Hvis du har betalt acontoskat, skal du svare "Ja" til dette spørgsmål og udfylde de relevante felter, som dukker op.

Hvis du er i tvivl om, hvordan du tjekker om du har betalt acontoskat - samt, hvor meget du har betalt - så kan du med fordel læse vores specificerede supportartikel omkring acontoskat her:

👉Forudbetalt selskabsskat

Er der udbetalt ekstraordinære udbytter i dette år eller sidste år?

Når du svarer på dette spørgsmål, skal du forholde dig til to ting. For det første skal du forholde dig til, om din virksomhed har udbetalt ekstraordinære udbytter i dette år eller forrige regnskabsår. For det andet skal du forholde dig til, hvor stort et beløb, der samlet er blevet udbetalt.

Når et selskab udbetaler ekstraordinært udbytte, betyder det, at selskabets ledelse har besluttet at betale udbytte uden at holde generalforsamling og gør det før, at regnskabsåret er slut. Det giver selskabet mulighed for at udlodde udbyttet i løbet af året. For at kunne gøre dette skal ledelsen dog have fået bemyndigelse til det ved den ordinære generalforsamling.

Hvis man har udloddet ekstraordinært udbytte mere end 6 måneder efter afsluttet regnskabsår, så kræver det, at man har lavet en mellembalance. Det vil sige, at hvis man vil udbetale udbytte i august, så skal der laves mellembalance for perioden 1/1 til 30/6. Mellembalancen skal ikke sendes ind nogen steder, men den fungerer som dokumentation for, at der er penge nok til at lave det ekstraordinære udbytte. Hvis der udbetales ekstraordinært udbytte inden for 6 måneder efter afsluttet regnskabsår er der ikke krav om en mellembalance.

Skal der afsættes ordinært udbytte i årsrapporten?

Når du svarer på dette spørgsmål, skal du forholde dig til to ting. For det første skal du forholde dig til, om der skal udbetales ordinært udbytte. For det andet skal du forholde dig til, hvor stort et beløb, der skal udbetales.

Udbytte er den årlige udbetaling af selskabets overskud til ejerne af virksomheden. Beslutningen om udbetaling af udbytte træffes på grundlag af det årsregnskab, som fremlægges og godkendes på den ordinære generalforsamling. Det er vigtigt, at hvis selskabet udlodder et udbytte, at denne udlodning bliver indarbejdet i årsregnskabet, som udbyttet vedrører.

Det vil sige, at hvis din virksomhed udlodder et udbytte for 2017, så skal det fremgå af rapporten for 2017 på trods af, at selve generalforsamlingen, hvor udlodning bliver godkendt, først afholdes i 2018.

Skal du beskattes af fri bil?

Fri bil betyder, at arbejdsgiver stiller bil til rådighed, som både kan anvendes til erhversmæssig og privat kørsel. I selskaber er ejeren både arbejdsgiver og lønmodtager, hvorfor ejeren også kan anvende fri bil - ligesom selvstændige (dvs. ejere af enkeltmandsvirksomheder) også kan anvende fri bil dog under forudsætning, at man anvender virksomhedsskatteordningen (VSO).

Hvis du svarer "Ja" til beskatning af fri bil, tager vi kontakt til dig, da vi har brug for en række oplysninger eftersom beskatning af fri bil kræver manuelle beregninger. Vær opmærksom på, at anvendelse af fri bil medfører beskatning, hvilket betyder, at din skattepligtige indkomst stiger.

    Spørgsmål?

    Har du spørgsmål til, hvordan du indberetter dit oplysningsskema, er du altid velkommen til at kontakte os på annualreport@meneto.com, 78 77 33 66 eller skrive til os på chatten.

    Ellers kan du blot læne dig tilbage, når du har gennemført din indberetning.